SøvnløshedAnnoncer

Ifølge vores research & analyse Vi har udvalgt produkter, der scorer højt på de parametre, vi vurderer dem på, men ikke en udtømmende liste over alle produkter på markedet.

Søvnparalyse – fakta, myter og overtro?

Søvnparalyse er en ufarlig tilstand, hvor man kan føle at man er vågen, men ikke kan bevæge sig eller tale. Mange beskriver det som at drømme i vågen tilstand eller at sove og at være vågen på samme tid.

Ofte kan der være hallucinationer, som for eksempel at der er en skikkelse i rummet eller endda at nogen forsøger at kvæle en. Efter noget tid får man igen kontrol over kroppen, men så har man for alvor svært ved at sove igen!

Søvnparalyse varer typisk kun kort tid, fra få sekunder til et par minutter. Herefter får man igen kontrol med kroppen og sindet.

Tidligere troede man at søvnparalyse skyldtes hekse, dæmoner eller andre overnaturlige fænomener. Det kan du læse meget mere om længere nede i artiklen, men det passer heldigvis ikke.

Søvnparalyse er nemlig en helt almindelig tilstand, med en god videnskabelig forklaring.

Årsager til Søvnparalyse

Søvnparalyse er mere almindeligt hos personer der allerede lider af narkolepsi, som er forstyrrelser i hjernens søvnregulering, men hos de fleste opstår søvnparalyse mere eller mindre tilfældigt. De præcise årsager er ikke kendte, men man mener at følgende årsager kan spille ind:

  • Dårlig liggestilling
  • Stress
  • Uregelmæssig søvn
  • Pludselige ændringer i livssituation

Kilde: Wikipedia.dk

Hvad er søvnparalyse?

Søvnparalyse er en del af narkoleptiske sygdomme (søvnforstyrrelser) og skyldes en forstyrrelse i REM søvnen ved indsovning.

REM søvn er den del af søvnens tre faser, hvor vi drømmer. Når vi er i REM søvn er kroppen lammet, så vi ikke begynder at udføre de ting vi gør i drømmene. Du har måske set din hund eller kat “løbe i søvne”. Det er samme fænomen.

Søvnparalyse opstår når man af ukendte årsager vågner brat fra REM søvn. Kroppen er stadig lammet og hjernen er stadig i sit REM stadie, men du er vågen, når du ikke burde være det.

Det er her søvnparalysen opstår. Der går nemlig noget tid inden hjernen omstiller sig fra REM søvn til vågen tilstand og mens det sker kan du være lammet og få hallucinationer.

Forskerne har også fundet sammenhænge mellem søvnparalyse og nærdødsoplevelser, hvor man oplever at se sig selv udefra, de såkaldte ud-af-kroppen oplevelser. Ifølge Videnskab.dk har et studie har vist at mennesker, der har rapporteret at opleve søvnparalyse oftere oplever ud af kroppen oplevelser i nærdøds situationer.

Heldigvis er søvnparalyse forholdsvis hurtigt overstået og altså ikke farligt, men ubehageligt er det da, også meget fascinerende. For oplevelserne kan være meget livagtige og nærmest spirituelle.

Når patienten med søvnparalyse henvender sig til lægen får de typisk ikke meget hjælp. Søvnparalyse er forholdsvis sjældent og der er ikke meget viden om søvnlidelser i det hele taget.

Måske er det derfor at søvnparalyse altid, og til den dag i dag, har fået os mennesker til at komme med mange spændende og fantasifulde forklaringer. Dem kan du læse mere om i næste afsnit.

Alternative forklaringer på søvnparalyse

Dette afsnit beskæftiger sig med de forklaringer som man igennem historien og i forskellige kulturer har haft på fænomenet søvnparalyse. Husk på at videnskaben har en god forklaring på søvnparalyse og at det er helt ufarligt inden du læser videre. Det følgende skal ses som ren underholdning.

Er du let skræmt bør du måske tænde lyset, for de følgende forklaringer og fænomener er ikke for sjov. De er faktisk ret uhyggeligt. Så stop allerede nu, hvis du er let skræmt!

Den gamle dame

Mange der har oplevet søvnparalyse fortæller om den gamle dame. Hende der står der i rummet. Først ubevægelig, men så kommer hun nærmere. Nogle gange sætter hun sig på dit bryst, for så at prøve at kvæle dig.

Det er måske den mest uhyggelige oplevelse overhovedet med søvnparalyse.

Hvem er hun? Hvem er den gamle dame?

Lige så længe vi kender til, har mareridt været forbundet med kvinder. Nogle gange en gammel dame, men også som en yngre kvinde med sammenvoksede øjenbryn!

Selve vores ord mareridt, fortælles os faktisk meget:

Mare-ridt.

At blive redet på af en mare. En mare er et overnaturligt væsen, der om natten sætter sig på dit bryst og rider dig. Det går særligt ud over unge mænd. Maren er nogle gange fremstillet som en mærkeligt udseende kvinde, måske en troldkvinde fra mosen. Det er også herfra vi har skældsordet “mær”.

Nej, det er ikke godt at blive redet på af en mær. Så hellere være fri.

Alien Abductions - rumvæsner

I hele verden, men særligt USA, er der tusindvis af mennesker der mener at have været bortført af rumvæsner, de såkaldte alien abductions.

I 90erne var det nærmest en epidemi, som måske hang sammen med at hitserien X-Files kørte på tv på det tidspunkt.

Men ikke desto mindre fortalte tusindvis af mennesker at have haft de samme oplevelser, som foregik nogenlunde sådan her:

Du vågner om natten med et sæt. Du er lammet. Pludselig oplyses dit soveværelse med et kraftigt lys. En eller flere slanke skikkelser står i rummet. Du vil skrige, men der kommer ikke en lyd. Skikkelserne går mod dig, de er høje og grå, med mærkelige ansigtstræk. De bøjer sig over dig. Det er det sidste du husker, før du vågner om morgenen igen.

Det lyder uhyggeligt, ingen tvivl om det.

Men er det rumvæsner eller er det søvnparalyse? Rigtig mange der oplever søvnparalyse beretter om skikkelser, med et nærmest fantom agtigt udseende. Måske var det bare fordi rumvæsner var så oppe i tiden, at folk fortolkede de uhyggelige skikkelser som det?

Hvem ved og som de sagde i X-Files: “The truth is out there”.

Heksetimen

Hvorfor vågner du altid med et sæt når klokken slår 3 om natten? Rigtig mange der lider af mareridt og søvnparalyse kan berette om at vågne midt om natten, typisk mellem klokken 2 og 3.

I gamle dage kaldte man denne time for Heksetimen.

Det var i denne time at afstanden mellem dæmonernes verden og menneskeverdenen var mindst. Det var i denne time, hvor hekse og troldmænd udførte deres blasfemiske ritualer.

Når du vågner i heksetimen, skal du slå korsets tegn og lægge dig til at sove med det samme.

Heksetimen er ikke for almindelige mennesker.

Faktisk tog man tidligere det så seriøst at den katolske kirke direkte gjorde det forbudt at foretage sig noget mellem 3 og 4 om natten. Der kunne ikke være nogen god grund til dette mente man, med mindre man altså var en heks og ville tilbede djævlen.

I dag mener man at heksetimen snarere skyldes det samme som søvnparalyse. At det er her man typisk er dybest i REM søvnen og har de vildeste drømme. Hvis man vågner pludseligt, for eksempel fordi man skal op og tisse, så hænger REM søvnens vanvid ved i noget tid.

Men måske er det bedst at blive liggende i sengen alligevel?

Jinn og Dæmoner

Både kristendommen og islam tror på at dæmoner kan komme til mennesker for at gøre dem ilde.

En dæmon, eller Jinn som de kaldes i Islam, er en tjener af satan. Oprindeligt en engel, der valgte side med satan, da han satte sig op imod Gud.

I den kristne kirke er det især katolske præster, der stadig beskæftiger sig med dæmoner og udfører exorcisme af dem.

Man mener at dæmoner udser sig nemme ofre blandt mennesker. Dem der har det svært i livet, men også dem der åbner døren til det okkulte.

Det kan, ifølge exorcisternes teori, blandt andet være ved at man ser gyserfilm eller eksperimenterer med det okkulte. Gør du det, så åbner du måske porten, til noget du slet ikke ønsker.

Hvis du ofte lider af mareridt eller søvnparalyse er det måske en god ide at droppe gyserfilmen inden du skal sove?

Bedøm denne artikel

Klik på en stjerne for at bedømme