Går du til den ene forhandler efter ny seng finder du ikke senge til under 10000kr. Går du over gaden til den anden, kan du få en seng til det halve. De er begge ejet af den samme koncern.
Det er ikke for at hænge nogen af dem ud, at vi bruger det eksempel, men mere for at sige at senge også er et livsstil produkt. Derfor er der meget mere i prisen på en seng end bare indmaden. Der er design, materiale og fortælling. Det kan være svært at skille det ad. Hvor meget betaler du for fjedre og ramme og hvor meget betaler du for design og brand?
Det bedste råd vi kan give er at gå efter en madras der har pocketfjedre, hvis du køber en springmadras og en madras med koldskum eller latex, hvis du køber en skummadras.
Pocketfjedre er den nyeste type fjedre. Her er hver fjeder syet ind i sin egen pose. Det giver en meget bedre oplevelse end de ældre Bonellfjedre, der hænger sammen og derfor påvirker hinanden mere. På samme måde kan en skummadras sagtens være et godt valg, men gå efter de nyere og bedre typer skum. De kaldes typisk koldsskum, men kan også være syntetisk eller naturlig latex.
Alt det andet, design og brand, er en smagssag.